Maj måned!
Jeg er væk i 4 dage, og når jeg kommer hjem, er alt bare mere grønt og vokset til end jeg kan følge med. Blomster dukker op alle mulige og umulige steder, og krat og buskadser er så grønne nu, at hemmelige huler er alle steder.
Jeg har glædet mig SÅ meget til nu! Denne tid af året, hvor radiserne kan ædes til de vokser ud af ørene, og det kun er ganske få frø og planter som mangler at komme ud i haven.
Da jeg kom hjem, var det på høje tid at slå græsset igen.
Men det gode ved græsafklip er...
...at hønsene elsker det!
Færdiglavet salat til damerne.
Og forresten! Hvis du er den heldige og lykkelige ejer af smukke puttehøns (som jeg), og din søde nabo tilfældigvis har et gammelt kaninbur, som hun ikke ønsker mere, så tag imod det og tag bunden ud. For så har du en hønsefræser!
En hønsefræser er ikke, som bl.a. min veninde associerede så fint, en grum maskine som smider om sig med fjer og hønsefødder, men derimod et mobilt "hjem" for de små kræ.
På mindre end to uger var græstæppet i hønsegården forvandlet til et morads af mudder og bar jord.
Så derfor er det dejligt med et flytbart bur så der kan komme lidt frisk græs på menuen
En anden god fordel: i det tidlige forår, når køkkenhaven skal gøres klart til at så i, så kan man sætte hønsefræseren på jorden og lade hønsene klare det at spise ukrudt og før - og desuden gøde jorden.
Nå begynder der endelig at komme godt med æg. Vi får nu mellem 3 og 5 æg om dagen. Dejligt!!
Begge de sort/hvide sperbere, isa brown, grünlegeren og den brune maran lægger æg nu.
På billedet ovenover kan man se et sperberæg (lille, rundt og lysebrunt), et isa brown (stort, spidst og lysebrunt), og et maran æg, som desværre ikke er helt så lækker chokoladebrunt som jeg er blevet forledt til at tro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar