Slagtedag

Så er cirklen sluttet.. jeg har nu oplevet livet med høns fra fødsel til død. 

Lige så fantastisk det er at gå og vente i uger på at de søde små kyllinger kommer ud af ægget og endelig holde dem i sine hænder, lige så rædselsfuldt er det også at skulle tage deres liv et halvt år senere. 

På billedet ovenover har jeg just hugget hovedet af min første høne nogensinde. Min sidste rest af uskyld er med sikkerhed borte. Fuld af adrenalin og en mærkelig ubeskrivelig blandet følelse stod jeg og holdt hønen ind mod huggeblokken til den ikke baskede og spjættede mere. Måske lidt skyld, blandet med samvittighed (ikke nødvendigvis en dårlig slags) og lidt tristhed.

Jeg slagtede to haner og to gamle høns for min nabo, hvoraf den ene hane var en naboen fik af mig i den tro at det var en hun.

Det er altså en mærkelig følelse det der med at tage et liv, bare sådan.. men nu er det gjort og jeg føler at jeg har fået en slags ilddåb. Det samme kan siges om min mand, og min veninde.

Vi er jo ingen af os noget der bare minder om professionelle udi i at slagte. Og der er lang vej fra os til Bonderøven endnu. Men et sted skal man jo begynde.

Jeg har kigget lidt nærmere på hvordan Bonderøven har demonstreret hønseslagtningen på tv; et godt tag i fødderne, et gok i baghovedet med den tykke ende af øksehovedet, og af med hovedet, hvorefter hønen holdes ind mod huggeblokken indtil de vilde bevægelser hører op.

Jeg må indrømme, og det er svært at indrømme, at dét at give dem et hårdt nok gok i baghovedet kan være virkelig svært at vurdere!
Den første høne blev helt slap da jeg slog den, men den næste baskede helt vildt så jeg bare måtte få hovedet af den så hurtigt som muligt. Hvad nu hvis jeg har gjort noget forkert? Hvad nu hvis jeg har forårsaget unødig lidelse i de 5-10 sekunder fra slaget til døden?

Jeg fik bagefter at vide at det er normalt og at det er nerverne der gør dette.

Men det var sgu ikke fedt... for hvad ved jeg egentlig om det? Om hvad hønen mærker? Det er ikke nemt at slå hårdt til da hovedet jo sådan set bare hænger og dingler nedad.,

Nå men, vi hang hønsene og hansene i rosenbuerne og gjorde dyppevandet klart. Og hvis vi troede at selve slagtningen var det værste, så tog vi måske fejl... selve plukningen og rensningen er det værste... men på en anden måde; den udmattende, sure måde.

Vi gjorde arbejdspladsen klar med affaldsspande til fjer, afdækning af bordpladen, skarpe knive og en gryde med 65-75 grader varmt vand (som på billedet ovenover ikke kan ses, da den på dette tidspunkt står på komfuret for at varmes op igen).

Fjerene plukkede jeg af ved at føre dem modsat vokseretningen i et ryk. Dog skal man være lidt forsigtig så man ikke kommer til at rive skindet i stykker (som jeg gjorde ved første forsøg). Børnene prøvede også at plukke lidt fjer af, og selvom de ikke fik plukket så meget, så fik de prøvet og det er det som tæller.

Til sidst, inden mørket faldt helt på, rensede vi indmaden ud... og det er helt sikkert den mest beskidte del af arbejdet.

Og her til aften har vi spist ovnbagt unghane. Han var lidt sej, men saftig og lækker :)