lørdag den 9. marts 2013

Dagens fangst og bedrifter!

I dag har været den store tur-på-genbrugspladsen dag! Sammen med min kære nabo (hende som jeg ikke altid lytter til, på trods af at hun jo har ret) og min gode veninde (hende som byggede stenbedet), og min dejlige unge, tog vi afsted og brugte en god time på at se deres genbrugsbutik igennem.

Genbrugspladsens butik

Her har de alt hvad hjertet kunne begære. Fra møbler til bøger og fra service til ski, fra legetøj til lamper og så videre i en uendelighed.

Og som den flottenhejmer jeg er, fik jeg købt ind for hele 50 kroner! Iblandt de ting jeg fik slæbt hjem, var der bl.a. det legetøj min dreng gerne ville have og desuden haveredskaber, patentglas og en enkel urtepotte.


Patentglas og opbevaringsglas

Jeg fik fat i disse tre patentglas og denne firkantede opbevaringskrukke med korklåg. Jeg drømmer allerede igen om alle de tomater og al den marmelade jeg skal lave.

Blomstervase

Denne ret fine gråmelerede blomstervase, med guldfarvet hals er også et ret godt fund. Jeg tror den vil se ret godt ud med violette og elfenbensfarvede blomster i.

Lille havekost, hakkejern og sav

Og nu behøver jeg heller ikke bruge en formue på at købe haveredskaber. Disse er måske gamle, men i den grad brugbare.. og så har de desuden en masse charme.. eller "patina".


Urtepotte med mælkebøttemotiv

Denne urtepotte synes jeg faktisk var ret sød. Jeg er ikke meget til ensfarvede, glatte, glaserede potter og krukker, så denne synes jeg er lidt sød med lidt tekstur og billede på.

Rod

Denne rod købte jeg dog ikke, men billedet (taget i min venindes have) er egentlig en fangst i sig selv. Jeg elsker når naturen er sin egen kunstner.

Roden her er lidt et sidespring, så videre til en anden ting jeg har fået med posten forleden. Noget jeg har glædet mig til i et stykke tid.


Vækstbelysning

Vækstbelysning! Jeg ved den står over krukken med brudeslør-rødderne lige nu, men jeg får brug for den til forspiring snart, som i lige om lidt. Inden næste uge er omme skal jeg have sået basilikum og andre lækre ting. Det er trods alt meget begrænset hvad jeg har af plads i vindueskarmen.

Her til aften fik jeg endnu engang bevæget mig ud i den bitre, meget vinter-agtige kulde, for at så valmuer.


Valmuefrø 
 Disse valmuefrø, som jeg sidste år samlede fra en række smukke lyserøde valmuer, som voksede forskellige steder i stengærder og andre ingenmandslande, smed jeg om mig i håndfulde.


Stengærdet nedenfor haven

Her landede de fleste frø; imellem stenene foran min lille have, hvor de til sommer vil stå yndige og lyserøde og gøre mig glad.

For igen at henlede til den altid henrivende Camilla Plum, så burde jeg måske have smidt med valmuefrøene i efteråret. De skal jo have en kuldeperiode, for så blomstrer de også tidligere.

Vilde vår-hungrende hilsner herfra!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar