Selvom der stadig er frost om natten og pletvis sne i skyggen, så kan og vil jeg ikke vente længere med at så og plante.
Det skyldes nok også at jeg har fået nogle nye og nogle velkendte frøsorter med posten i dag.
Herimellem lavendel - tre varianter i hvid, lyserød og lilla. Løvemund i hvid, lyserød og laksefarvet/orange, og bjergmynte.
Bag på mange frøposer står der at frøene skal dækkes med et tyndt lag vermiculite. Istedet kan man bruge sand, da det er lidt samme effekt; frøene er beskyttet, men kan alligevel få lys nok til at spire.
Sidste år gjorde jeg mig den ærgerlige erfaring, at mange frø bukker under for det jord man kan købe i butikkerne, altså "plantejord". Jeg opfattede ikke rigtig at der skulle være den store forskel på plantemuld og så -og priklemuld. Men nu ved jeg at for meget næring slår frøet ihjel.
Her det færdige resultat, med hjemmelavede skilte.
I dag fik jeg også de pæoner hjem som jeg bestilte fra pæoneksperten. Roden herover har allerede flere skud.
Det som kunne være lidt tricky, var at finde ud af om de måtte sættes ud i jorden når der stadig er frost, hvor dybt de må komme ned i jorden, og hvordan jorden skulle klargøres for dem.
Så vidt som jeg kunne læse mig frem til, så må pæon-roden ikke komme for dybt i jorden, da man så kan risikere at planten aldrig kommer op.
Hullet som roden skal sættes i, bør få et par håndfulde kalk (kan ses i den hvide skål), og noget formuldet gødning. Da jeg ikke har noget formuldet gødning, som ikke er frossent, brugte jeg beriget spagnum. Så gennemvandede jeg jordblandingen og lod det synke ned inden roden blev sat.
Nyligt sat pæon - forhåbentligt ikke for dybt.
Blot for at sikre at katte ikke skal komme og grave i beddet, og det der er værre, satte jeg kantbøjler op omkring rødderne. Så brugte jeg de græsstykker, som jeg tog op, og lagde omkring. Jeg improviserer en smule her; jeg ved ikke om det rent faktisk virker, men målet er at det skal give lidt ly for kulde og stadig lukke lys ind.
Her kan man se de fine rød/lilla skud fra roden.
Om et par år vil jeg forhåbentlig kunne se disse smukke pæoner i min have;
Alertie |
Kelway's Glorious |
Bowl of Cream |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar